Mennesket har alle dage været optaget af deres oprindelse. Hvorfor er vi her? Hvor kommer vi fra? Hvor går vejen hen? Det er alle sammen gode og svære spørgsmål.

I Chile finder man verdens største rumobservatorium. Det befinder sig i Atacama-Ørkenen, som er det tørreste på sted jorden. Derfor er luften klar, og himlen er derfor særdeles velegnet til rumobservationer, i den Mars-lignende ørken. Derfor forelskede astronomer fra hele verden sig i netop denne himmel. Herfra skuer de ind i kosmos, efter svar på de før stillede, ja til alle tider, stillede spørgsmål.

Patricio Guzmán har lavet en vidunderlig poetisk film herom; Lysets Nostalgi. Vi forstår hurtigt, at lyset i sin essens ER nostalgi, idet at det altid rejser i tid og rum, og således er det der foregår altid fortid. Vi kan forsøge at skue ind i fremtiden, men vi gør det altid ved at forsøge at forstå fortiden. Alene denne artikel som bliver til i nuet, bliver ikke til i nuet, da der går en rum tid mellem mine tanker, til at mine fingre rammer tasterne, til at ordene dukker op på skærmen, til at de sendes videre ud i cyberspace til min redaktør, til at de når dine hænder kære læser, dine tanker, og dermed også din releksion og forståelse heraf. Denne forståelse er du sikkert optaget af at dele med andre, men så er din refleksion allerede fortid. Tilbage til filmen – Og de tanker den affødte.

Tilbage til fremtiden! Det er der en film der hedder, men den kender du sikkert allerede. Hvis du ikke kender Lysets Nostalgi, vil jeg på det kraftigste anbefale dig at se den. Her går Chiles kvinder rundt, i den knastøre ørken og leder efter deres kære. Dem der blev brutalt tortureret og myrdet under Pinochets regime. På sin vis, er det, det samme de gør, som astronomerne gør, når de skuer mod horisonten. De kan ikke sove trygt, for ingen kender dagen, som man siger. Kvinderne i Chiles ørken kender dog fortiden, og den lader dem ikke hvile. Men i bevidstheden om fortidens valg, og konsekvenserne heraf, kan man træffe bedre valg i den fremtid der foreSTÅR, midt i alt dét der foreGÅR. Lyset og planeterne rejser i himmelrummet. Jordkloden drejer med. Det er dét filmen drejer sig om. Kometer har transporteret vand til jorden. At vand er betingelsen for liv her på kloden – er omdrejningspunktet for den mindst lige så smukke efterfølger til Lysets Nostalgi nemlig Perlemorsknappen. HER er havet desværre også en anvendelig kirkegård for Chiles diktaturs dunkle fortid. Men vand har hukommelse. Siges der. Derfor kan fortiden aldrig skjules, så længe der er liv. Vand er liv.

Så længe mennesker består af vand, lever af vand og derfor ÅNDER. Derfor er vi også ÅNDELIGE og søgende. Meditér lige over dét for en stund. Følelseshavet. Gå helt ind i Fiskenes energi, og lad dig omslutte, flyde ud som vandet, blive grænseløs som rummet, i din søgen, og vægtløs, således at universet som hele vil kunne nås. Kend dit ophav, kig op mod horisonten, der hvor Stjernerne bor og rummet er uendeligt, og mennesket – udødeligt.

Postet første gang i Stjernerne