Her kan du læse om dit stjernetegn. Astrologer kalder det også for soltegn, idet at Solen havde position i dette tegn, da du blev født.

Man kan sige, at Solen ikke fortæller noget om hele dig, men fortæller om en grundstemning, som vil variere, afhængig af hvad den bliver blandet med. Det svarer lidt til at mixe en cocktail – der skal mange ingredienser til – men som regel er der én, der er den dominerende ingrediens. Hvis man forestillet sig, at man gik på bar, og du var på kortet, ville det følgende være beskrivelsen af hovedingrediensen i dig. Så kan man jo altid skifte de øvrige ingredienser og omgivelserne ud efter behov, men gin er gin – og vodka er vodka etc. I gamle dage blev man altid spurgt om, hvad ens ascendant var, når man gik på bar. Vil du kende denne og vide. hvad den i det hele taget handler om – må du få lagt et fuldt horoskop, hvor der kigges grundigt på alle bestanddele, alle ingredienserne, der udgør den cocktail, du som menneske er. Men her er en slags forsmag.

Vædderen

Hurtig. Energisk. Utålmodig. Pionær. Sælgertypen. Opmuntrende. Konkurrerende

Motto: Vædderen siger; At alt hvad der går stærkt, er en fordel.

Du har fart på. Dit motto er; Se at få tingene gjort, og få dem ordnet på en eftermiddag. Begynd at samle reolen fra Ikea, uden at tjekke brugsanvisningen. Hvis det går i stykker, så op på hesten igen, smid det ud, og køb et nyt reolsystem. Eller start et firma. der producerer bedre reolsystemer. Du har energien til det, idet du er lidt af en pionær, der i hvert fald ikke giver op på den korte bane. I det lange løb, kan du måske få vanskeligere ved at holde ved. Du tilhører et ildtegn, og er således engageret, så det vil noget. Du tilhører ligeledes de kardinale tegn, så du får altid en vigtig rolle i en sammenhæng, og du vil oftest være at finde i rollen som igangsætteren. Eventuelt som leder, da dit hoved er fyldt med nye ideer, men andre må følge dem til dørs. Din planet er Mars, den røde planet, som fungerer lidt som en chokoladebar, fx Mars; den giver noget hurtigt sukker til blodet, som må omsættes øjeblikkeligt. Dermed ikke sagt, at du har rygrad som en Yankie-bar. Du kan nemlig sælge sand i Sahara, og du kan som regel altid findes dér, hvor tingene sker. Dit kærlighedsliv er aldrig kedeligt eller fredeligt. Hvis du var sur for en halv time siden, kan du slet ikke forstå, folk ikke for længst har glemt det. Det har du nemlig selv. Du bærer ikke nag, du bærer højst ved til en rask lille ballade, men kommer hurtigt videre.

Tyren

Langsom. Tung. Sansende. Grundig. Status quo-typen. Generøs.Trofast

Motto: Tyren siger; Alt hvad der tager god tid, er naturligvis, af god kvalitet.

Du kræver at det skal være ægte. Det skal kunne smages. Det kan kunne duftes. Det skal kunne nydes. Det skal lyde godt, og det skal gøre dig godt. Hvis du køber noget, så læser. du hvordan man samler det, inden du går i gang, du betragter det omhyggeligt og sørger for. at du værner om den værdi, du har tilegnet dig. Det værste, der kunne ske var, at det gik i stykker, for du har jo købt noget ordentligt. Man skal passe på sine penge, for penge er muligheden for at skabe sig et godt liv. Du tilhører de faste tegn, som betyder, at du ved, hvad du vil, og hvad du ikke vil. Tillige er du et af jordtegnene, og her har du fødderne solidt plantet. Du er ikke sådan lige at flytte rundt på. Din planet er Venus, som elsker fred, fordragelighed og kærlighed, men også med en forrang for det æstestiske. Du mener, at man skal værne om det gode og skønne her i livet og bevare det, man kender. Det gælder den mad du spiser, den musik du hører, de film du ser, såvel som de venner du har kunnet regne med. Status Quo er godt. Du ved, hvad du har, og du ved aldrig, hvad du får. Det gælder også i kærlighedslivet, hvor du er trofast og generøs. Du sætter din partner op på en piedestal, og alle du har kær i det hele taget, og overdænger dem med dyre gaver.

Tvillingerne

Kvik. Mental. Omskiftelig.Ubeslutsom. Nysgerrig & kommunikerende.

Motto: Tvillingerne siger; Gør noget nyt i dit liv. Hold dig vågen og kvik

Du har talegaver for mindst to personer. Hav altid en telefon inden for rækkevidde, så du kan udveksle dine mange ideer med andre, der er kvikke i pæren og hurtige i vendingen. Hør hvad de har at sige til sagen. Fortæl dem, hvad du mener om sagen. Skift emne, når samtalen bliver for triviel. Det gælder som Tvilling om, at kunne springe let, elegant og “sommerfugleagtigt” fra det ene til det andet. Du vil helst ikke kede dig, og det gør man let, hvis man ikke af og til prøver noget nyt. Det skal dog gerne være inden for noget, du kender. Kommunikation, det er noget du kender til. Hvis dagen bliver for lang, og tiden falder dig for tung, så fat din telefon, gå online, se TV og gør det hele samtidigt. Kør eventuelt en anden vej hjem fra job end du plejer. Skift transportmiddel undervejs, fra bus til metro, fra metro til tog, og tilbage til bussen igen, eller få dig en cykel, hvis du er træt af at køre bil. Skift job, hvis du virkelig keder dig, eller se om du kan nøjes med at fortælle din kollega en vittighed. Din planet er Merkur, derfor er du hurtig og kvik, men også lidt som kviksølv – utroligt svær at indfange i længere tid. Du hører til luftegnene, og kan derfor bedst lide at være dér, hvor tankerne bor. Du er et bevægeligt tegn, og er derfor omskiftelig som vinden. Find ud, hvad vej vinden blæser i dit liv. Tag chancer – både med kærligheden og karrieren. Du er sjældent kedelig at være sammen med, omskiftelig som en flagrende sommerfugl, tag dig en flirt med livet.

Krebsen

Følsom. Nærende/Nærtagende. Omsorgsfuld. Initiativrig & favnende.

Motto: Krebsen siger; Vær noget for dem du kan li’. Inviter dem alle på middag

Du er følsom, og sårbar. Du er sensitiv og nærtagende. Men du er også nærende, du er der for dem, der har brug for dig, såvel som de er der for dig. Lav en portion suppe med kraft og kærlighed, og server den for dem, du kan lide. Så kan I over denne kop suppe, vende med hinanden, hvad I virkelig har på hjerte. Hvor I kommer fra, og hvorfor I er blevet dem, I er blevet. Hvad I har behov for hver især, og støt gerne hinanden i de behov. Du har nemlig behov for at vide dig støttet og elsket. Hvem har ikke det, kunne du spørge? Men fordi du selv ved, hvor meget der står på spil, når man viser sine følelser, ved du hvor vigtigt det er at kunne regne med hinanden. Inviter hinanden ind i Jeres allermest hemmelige, måske ligefrem ukendte rum og se, hvad der gemmer sig. Vis hinanden billeder fra barndommens gade, frem med fotoalbummet af hele den pukkelryggede. Eller inviter din familie, for du glemmer aldrig, hvad de har været for dig. Eller måske, hvad de ikke har været, som du havde håbet på. I kærligheden er du længselsfuld og elskelig, fordi du ligesom Månen, din planet, altid er ”mangefacetteret”. Snart tiltagende, snart aftagende. Du tilhører de kardinale tegn, og er især en primus motor indenfor familieområdet, samtidig er du et vandtegn med følelserne og hjertet på rette sted. Du gemmer dig bag en hård skal, men folk skal ikke tage fejl, du er blød som smør inden i. Det gælder også i kærlighedslivet, hvor det tager lidt tid, før du tager kløerne til dig. Men klø på.

Løven

Varm. Kærlig. Krævende. Flamboyant. Royal.Loyal.

Motto: Løven siger; Kræv din ret, hav tillid til dig selv, hav tillid til andre. Vær Royal & Loyal.

Du kræver din ret, og med din kongelige natur fører du dig scenevant frem og siger din mening. Du har en meget givende og varm natur, og du er ikke til fals for halve sandheder. Du vil have rene ord for pengene, du vil vide hvor du har folk, og at de værdsætter dit initiativ. Du har en stolthed som få, og denne er både med at til give dig din klasse, men samtidig også med til at sætte begrænsninger for dig. Du er af royalt blod, og vil behandles som sådan. Sørg for at omgive dig med mennesker, hvor du kan hundse og kommandere lidt med dem. Du mener det jo kærligt, og når du siger noget, som rammer hårdt til tider, mener du det jo blot ærligt. Du har mest til overs for dem, som lader lyset skinne på dig og giver dig det spot, og den opmærksomhed du fortjener. Når alt dette er sagt, vil du gøre alt for folk, som gør noget for dig,  for du er nemlig også loyal. At svigte en ven i nød, er for dig det samme som at miste ære. Du ser dig selv som kreativ og skabende. Du er livgivende, da Solen er din planet, og alting handler om det liv, som Solen tilfører jorden. Du er et fast tegn, som betyder, at du står fast på dine ofte glødende og intense meninger, idet du også er et ildtegn, med trang til at ændre verden til det bedre. I kærligheden er du selvsikker, men kræver også at vide dig tilbedt. Til gengæld er du også meget gerne selv en sol for andre mennesker, og giver dem den ros, de søger.

Jomfruen

Analytisk. Tjenende. Servicerende. Perfektionistisk. Intelligent. Omhyggelig.

Motto: Jomfruen siger; Lad os gøre det på en bedre måde. Lad os gøre det ordentligt denne gang.

Du kan lide at tjene, og du kan lide at servicere. Mange kan opfatte dig som perfektionistisk og pedantisk, fordi du gerne går ned i detaljen, måske ligefrem flueknepper detaljen, men det er ikke, fordi du vil være på tværs. Det er tværtimod, fordi du ønsker at tingene skal gøres på en ordentlig måde. Selv er du mere end ordentlig og punktlig, og er ekstremt omhyggeligt i alt, hvad du foretager dig. Der foretages en analyse, men aldrig mere højtsvævende, end at du kan handle på denne. Det er nemlig sådan, at du også er et jordtegn, som betyder, at tingene skal være konkrete, oven i alt du også er et bevægeligt tegn, så du er også lydhør overfor nye måder at gøre tingene på, så længe du kan se fornuften i det, der bliver sagt. Hvis det bliver bedre for alle, så tager du gerne én for holdet. Men du er også intelligent, så man løber ikke lige sådan om hjørner med dig – Merkur er din planet, og dermed har du virkelig antennerne ude. Når alt dette er sagt, så er du én af de få mennesker på jorden, der virkelig holder af hverdagen, du nærmest lever for den. Du kan lide rutinerne, rytmen, og hvis det gamle husråd om ro, renlighed og regelmæssighed passer på nogen som helst, så er det dig. Du kan for eksempel holde dig meget nøje til en diæt, da sundhed også lige er dit område. Måske næsten på et niveau, hvor andre kunne mene, at det nærmest grænser til noget neurotisk. Du har også evner for tænkning, hvor du har en evne for at tænke del og helhed, så længe du ikke fortaber dig i detaljen. I kærlighedens spil, er du kræsen, men du er hengiven og opofrende overfor den rette. Giv dig tid til at finde den rette.

Vægten

Diplomatisk. Retfærdig. Balanceret. Venlig. Charmerende.Upartisk

Motto: Vægten siger; Sørg for at holde din sti ren. Hold dig venner med alle og hold dig munter

Som Vægt tilhører du det mest objektive tegn i hele dyrekredsen. Dermed ikke sagt, at du selv altid formår at være objektiv. Men det er så sandelig dit mål, idet du altid forsøger at være balanceret og venlig, og dermed yde alle retfærdighed på upartisk vis. Problemet er, at du ikke vil være uvenner med nogen, og det gør, at du lidt forsøger at charme dig ind på alle, hver som en, hvorfor man af og til kan have svært ved at vide, hvor man har dig. Det handler kort og godt om, at Venus er din planet, og den er lidt af en charmetrold, så charmen har du altså medfødt, herudover besidder du sans for det skønne og harmoniske, men mest af alt på indre planer. D.v.s du sagtens kan være et rodehoved, men blandt mennesker skal der efter din mening herske fred og harmoni. Dette hænger sammen med, at du er et lufttegn, med evne for at se klart, og Venus som omtalt lige før, også er kærlighedens planet –  Det vil måske sige, at den ægte kærlighed, den er objektiv. Derfor er det også det højeste ideal for dig. Kærligheden er det i hele taget et mål og et ideal for dig, intet tegn er mere optaget af tanken om at være to, end dit. De øvrige tegn i dyrekredsen beskriver enten et dyr eller et menneske, men Vægtens tegn er undtagelsen. Derfor kan man sige, at dit tegn handler direkte om at forstå relationer mellem alle ting, men det er jo også lidt af en opgave at tage på sig? Som kardinalt tegn, tager du til med ansvar for nævnte områder. Derfor er du ofte i tvivl om lidt og hvert. Men giv dig selv tid, og tilgiv dig selv, at du ikke altid kan være objektiv – Heller ikke i kærlighedens navn. Idealer og realiteter må balanceres.

Skorpionen

Psykologisk. Kontant. Konfronterende. Transformerende. Vilje- & ressourcestærk.

Motto: Skorpionen siger; Er du sikker på du taler sandt? Lad os lige finde ud af, om du er helt ok.

Som Skorpion er du helt klart blandt de mest kontante og konfronterende mennesker af alle. Du går ikke så meget ind for nonsens, såvel som løgn og latin. Ærlighed er dit sprog, brutal og “råt for uforsødet”. Men husk også at være kærlig, da ærlighed uden kærlighed, netop er brutalitet. Din planet er Mars, d.v.s. du går lidt til sagen. Herudover er du et vandtegn, så du vil ofte gå folk på klingen på de følelesmæssige områder. Derfor kan du også virke noget psykologisk på dine omgivelser. Ingen løber om hjørner med dig, du lodder dem lige på stedet. Du vil helt ind under huden, dér hvor der måske også er lidt farligt. Selv er du ikke så let at komme ind på livet af, du er faktisk farligt optaget af, at holde kortene tæt til kroppen. Mest for at beskytte dit enormt ømfindige og fintfølende følelesregister, der registrerer stemninger, som et termometer registrerer temperaturer. Selv kan du virke noget kølig, da dit element er vand, og du samtidig er et fast tegn. Du skal derfor tøes op, akkurat som en isterning. Dog skal man ikke tage fejl af din varme, og passion, som Mars, den røde planet også handler om. Derfor er du i kærligheden lidenskabelig – men som i alle livets andre forhold, er du kompromisløs. Pluto er nemlig også knyttet til dit tegn, og derfor er du enten tændt eller slukket. Alle livets kontraster fascinerer; Sort/Hvid, Yin/Yang, Liv & Død. Det gælder også i kærligheden – alt eller intet er din livsform. Take it or leave it. Du er også en sand overlever, og KAN klare dig selv, indtil den rette dukker op.

Skytten

Filosofisk. Eventyrlysten. Vovehals. Pralhals. Optimistisk.Humoristisk.

Motto: Skytten siger; Find din helt egen livsfilosofi. Søg ud i verden, og se hvad den gemmer til dig.

Du kan li’ at spænde buen hårdt for her i livet, slet og ret for at se om den nu holder.  Du har behov for at være engageret i det du gør, og brænde for det, ikke mindst, da du er et ildtegn. Du sender pile afsted – taler med store pralende bogstaver, når kursen udstikkes. Det kan være der skal sendes mange pile afsted, før “Bulls Eye” rammes. For hvis der er noget du sætter pris på, så er det at ramme plet. Eller d.v.s med tiden bærer det derhen, til at begynde med er du nok meget optaget af andre der har ramt plet, med en livsfilosofi, du kan sætte pris på. Din vej til selvstændig tænkning, som er dit mål,  er ofte brolagt med at læse hvad mange andre kloge mennesker har ment, sagt eller gjort. Du er nemlig ikke alene optaget af livsfilosofi, men også af bedrifter – andres, såvel som dine egne. Tilværelsen er både en legeplads og kamp-arena, og du nægter at være tilskuer. Du vil gerne tage del i det hele, har en stor appetit og tager en mægtig bid af livet. Du er optimist af natur, og vil gerne have dig én på opleveren. Noget af en eventyrer kunne man kalde dig, altid skuende efter nye horisonter og flot natur, da du også tilhører de bevægelige tegn, altid på farten. Vedholdenheden kan knibe for dig, fordi du hele tiden sætter dig nye mål, men du bliver ved til du kommer i mål før eller siden. Din planet er nemlig Jupiter, og her gælder det, at der skal tænkes stort, ligesom at Jupiter er solsystemets største planet. I kærlighedslivet er du også storladen, men det tager tid for dig, ligesom alt andet. Vær tålmodig.

Stenbukken

Praktisk. Pligtopfyldende. Realistisk. Gammelklog. Betænksom.Hjælpsom

Motto: Stenbukken siger; Gør dine ting, og gør dem til tiden. Spring ikke over hvor gærdet er lavest.

Du er en person der altid gør status over livet. Det er egentlig ikke så underligt, da du er født omkring nytår, enten på tærsklen til et nyt år,  eller i januar. Det er nytårsforsætternes tid, hvor alle pludselig sætter alle sejl til, for at nå deres mål. Det er tiden hvor der skal strammes op, efter at alle har givet efter henover den søde juletid. Sådan kan man også beskrive dig som Stenbuk, dog med den forskel,  at det for dig ikke er tomme floskler a la nytårsforsætter – du sætter dig nemlig en realistisk målsætning, og arbejder på den alle dine vågne timer, hele døgnet, hele året – ja hele livet. Du er et kardinalt tegn, hvilket betyder at du gerne går forrest og påtager dig ansvar. På den måde kan sige at du ikke giver meget for sløvhed og slaphed, ligesom du heller ikke tillader dig selv nogen form slendrian. Men når det så er sagt, kender du også grænsen for hvad der er muligt – både for dig selv og for andre, og man kan således sige at hver gang folk vitterlig har gjort deres bedste, så er du den første til at anerkende det, uanset resultatet. Din planet er nemlig Saturn, tærskelens vogter, den yderste grænse – tingenes struktur og livets skelet. Kort sagt;  De ydre rammer, fordi Saturn er den yderst synlige planet for øjet på nattehimmelen. Tillige handler måneden januar, om at se sig frem og se sig tilbage på samme tid.  Januar har navn efter den romerske gud Janus –  Som havde et todelt hoved, hvor den ene del så fremad og den anden kiggede bagud – akkurat som vi alle gør til nytår. Du kigger dog mest frem – men altid med skelen til dine erfaringer. I kærlighedslivet er du lige så tålmodig og udholdende, og gemmer bag din tilsyneladene kontante facon, lidt af et legebarn, da du egentlig fødes gammelklog, men bliver yngre med alderen, fordi du på et tidspunkt indser, at tingene kan blive taget for alvorligt. Leg & alvor hører sammen.

Vandmanden

Opfindende. Nervebetonet. Oprørende. Humanitær. Gal.Genial

Motto: Vandmanden siger; Sig dog nej. Gør noget helt andet, end de andre. Vær en Rasmus Modsat.

Du er en person der kender dine egne drømme, visioner og ønsker for livet – og deler dem gerne med en større gruppe af mennesker. Intet er bedre at kæmpe sammen for en fælles sag. Omvendt er du virkelig en individualist. Forvirret nu? Velkommen til Vandmandens eller Vanbærerens tegn. Kært barn mange navne. Et barn er lige præcis hvad du er, i ordets mest positive forstand. Du er nemlig både barn af tiden og dens strømninger, og opfanger som en transistorradio trends i tiden, og kan hente frekvenserne ned fra himlen. Du kan vide en bunke, uden nogensinde at have konsultereret et bibliotek. Du har det ligesom bare på fornemmelsen. Samtidig er du det tegn, der bedst bevarer det barnlige i dig, og går ind for det umiddelbare, din begejstring for ting, og du glemmer let tid, sted og aftaler. Den slags småting må andre virkelig tage sig af, du har større planer for. Dit postnummer er nemlig ud-i-det-blå-kun-med-klip-klapper-på. Desværre også af og til med skyklapper på, hvorfor du kan opfattes som kontrær, stædig og nå ja, barnlig. Du er en vaskeægte Rasmus Modsat, der mest tror på dine egne ideer. Hvis andre endelig giver dig en idé, tygger du på den en halv time, for  så senere at præsentere den som din egen alletiders ide. Folk holder dog af dig alligevel, du er nemlig vennernes ven, og har lige så meget plads til andres individualisme, som din egen. Det med følelser er nu en anden sag, da du er født som lufttegn, hvor dine tanker står i centrum. Du er samtidig et fast tegn, som betyder at du er urokkelig, om andre så opfatter det som luftkasteller, det du NU går ind for. Det handler om at din planet, Uranus, som drejer modsat akse af alle andre planeter, hvorfor du må gøre det på din EGEN måde. Til gengæld er du lidt af en opfinder og en Georg Gearløs. Konservativ er du dog mht til dine vaner p.g.a planeten Saturn, der også spiller en rolle i dit liv. I kærligheden er du en der vil forsvare hinandens ret til frihed – d.v.s en liberal tankegang, selvom du evt er i parforhold, hvor du dog er trofast. Således er du på alle planer født i paradoksernes tegn.

Fiskene

Drømmende. Mediterende. Opofrende. Illusorisk. Grænseløs.Universel.

Motto: Sørg for at finde tid til dig selv og dine drømme. Meditér, lad dig ikke stresse. Giv dig hen.